Vundet konkurrence – Plejeboligcenter Nordvanggård
Af Signe Find Larsen
Publiceret fredag d. 26. marts 2010
Plejecentret opføres som et u-formet tredelt anlæg omkring en central ankomstplads. Det centrale fælleshus er opført i 1 etage, flankeret af 2 boligfløje i 2 etager. Boligfløjene rummer i alt 50 almene plejeboliger med tilhørende fællesfaciliteter. Plejecentret opføres som lavenergiklasse 1 med anvendelse af både solfanger- og solcelleanlæg.
Tilknytningen til det eksisterende Nordvanggård og det tilhørende kloster har været afgørende for disponeringen og udformningen af arkitekturen i dette forslag. De eksisterende bygninger er meget karaktergivende for området, som har en helt særlig atmosfære, som knytter sig tæt til de gamle hvidpudsede bygninger, kirken, gårdspladsen, haverummene og parken. Det er formålet med dette forslag at bygge videre på de rumlige, bygningsmæssige, landskabelige og menneskelige kvaliteter, der allerede er til stede.
Den nye arkitektur føjer sig således til den eksisterende med en overordnet rumlig og materialemæssig sammenhæng og med en planløsning, der på optimal måde indfrier programmets krav og udnytter områdets
kvaliteter og smukke udsigtsmuligheder. Der er ligeledes lagt stor vægt på, at alle boliger vender mod øst eller vest for at få bedst mulige solforhold for den enkelte bolig. Alt dette udføres i et nutidigt elegant formsprog, som afspejler bygningernes funktion og energioptimering.
Dommerkomiteen havde bl.a. følgende bemærkninger til byggeriet:
“Det hvide kubistiske formsprog, bygningskroppenes volumener og de opdelte uderum vurderes at være en fin nutidig tolkning af Nordvanggårds enkle arkitektur.”
“Afvigelsen består hovedsagelig i det svagt skrånende tag, der indvendig udnyttes til at tilføre det centrale fællesrum enkle, men virkningsfulde kvaliteter i overfladebehandlingen, og spændende dagslystilførsel.”
“Boenhederne vurderes at være særdeles veldisponerede og indeholder alle krævede funktioner.”