– Min tanke var at skabe en skulpturel, dynamisk form, der kan ses fra land, fra havet og fra luften, forklarer Fredrik Pettersson. Silhuetten ændres i takt med, at betragteren bevæger sig rundt om den.
Målet var formmæssigt at indbygge funktioner som omklædning, solbadning og havbadning i en enkel form, der kan måle sig med havets store vidder. En klar idé, der desuden vender sig indbydende mod stranden. Dette er ikke et privat eller ekskluderende anlæg, men et åbent anlæg for alle. Uanset alder, fysisk mobilitet eller behov. Det er ikke et krav at gå i vandet, selv om det ser indbydende ud.