Hasle Havnebad indvies

Fredag d. 16. august er der officiel indvielse af “Det Flyvende Tæppe” i Hasle Havn. Havnebadet, der allerede har forvandlet den gamle havn til et attraktivt og levende byrum, indvies med taler, stafetsvømning og musik.

White vandt i 2011 den indbudte konkurrence om det nye havnebad, der oprindeligt var tænkt som flere ”tæpper” til badning og ophold, hvor det største af dem, ”Det Flyvende Tæppe” er dét, der i dag pryder Hasle Havn.

Hasle Havsbad (1920x1200)

”Det flyvende Tæppe” er en flydende konstruktion med et 15 meter langt bassin og et lille børnebassin begge med fast bund. Navnet ”Det Flyvende Tæppe” hentyder til, at bygningen folder op i en markant spids der svæver over vandet. Denne skrå flade udgør et kombineret udsigts- og udspringstårn, der rager 8 meter op over havoverfladen med et trappeanlæg til ophold og solbadning. Udover havnebadet, er der på havnekajen opført en servicebygning med depot og toilet og med 2 forskelligt opvarmede saunaer til vinterbaderne.

Hasle Havsbad (1920x1200)

Det er Fredrik Pettersson, der også er arkitekten bag det prisvindende Kastrup Søbad og det nyligt indviede Southend Pier Cultural Centre, der har tegnet det nye havnebad.

Anlægsarbejdet på badeplatformen og saunabygningen blev igangsat sommeren 2012. Badeplatformen blev støbt på havnens arealer og den 12. juni i år blev det nye havnebad søsat og umiddelbart herefter taget i brug. Den 8 meter høje og 340 tons tunge badeplatform kom på plads i solnedgang og stille vejr med mange sommerklædte tilskuere. Havnebadet blev stille og roligt bugseret fra byggepladsen 350 meter frem til den endelige placering, hvor den blev fastgjort til de i forvejen nedstøbte stålrør, og forbundet med en 25 meter lang adgangsbro. Havnebadet blev herefter taget i brug og er blevet flittigt besøgt fra tidlig morgen til sen aften, dels af badende gæster, men også af nysgerrige forbipasserende og folk med madkurv, der nyder solens sidste stråler med udsigt over havet.

 (1920x1200)

Borgmester Winni Grosbøll, Bornholms Regionskommune, udtaler:

”Bornholms Regionskommune ser frem til officiel indvielse af havnebadet den 16. august sammen med Hasles borgere samt alle dem der har støttet projektet og deltaget i realiseringen. Med sin unikke og markante arkitektur og brugsværdi vil havnebadet uden tvivl blive Hasles nye attraktion og har allerede denne sommer skabe nyt liv på Hasle Havn.”

Karen Skou, projektleder i Realdania, udtaler:

”Det er dejligt at se hvordan havnebadet allerede er taget i brug af både beboere og turister. Havnebadet er med til at forvandle den tidligere industrihavn til et aktivt byrum, hvor der er blevet plads til friluftsliv og socialt samvær. Havnebadet er et rigtig godt eksempel på hvordan det stedbundne potentiale kan skabe nyt liv og nye muligheder.”

Hasle Havsbad (1920x1200)

Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, udtaler:

”Lokale og Anlægsfonden har udviklet havnebade i de tidligere industrihavne i København og Aalborg, som har fået nyt liv som rekreative opholdssteder. Havnebadet i Hasle er et fint eksempel på, hvordan et havnebad kan indpasses i en mindre havn og give den et arkitektonisk løft, samtidig med, at lokalområdet har fået nye og attraktive aktivitets- og opholdsmuligheder.”

Kaj Erik Mortensen, formand for Hasle Byting og medlem af den lokale projektgruppe, udtaler:

“Hasle borgerne har glædet sig til at havnebadet blev taget i brug og i det dejlige sommervejr vi har haft er badet blevet flittigt brugt både af børn, unge og voksne og har skabt mere liv og nye aktiviteter på Hasle Havn. Det er vores håb, at de nye aktiviteter og Hasles nye vartegn vil give andre lyst til at investere i udvikling på havneområdet”.

Mulighedernes Land

Hasle havnebad er en del af partnerskabsprojektet Mulighedernes Land mellem Realdania og Bornholms Regionskommune. Projektet er en del af et områdefornyelsesprojekt i Hasle by. Lokale og Anlægsfonden har medvirket til udvikling og finansiering af havnebadet. Hasle Havnebad er et demonstrationsprojekt, der skal vise hvordan det er muligt med forholdsvis små midler at skabe herlighedsværdi og attraktioner på henslumrende havneområder, som industri og fiskeri har forladt.

 (1920x1200)

Havnebadet indvies på fredag med taler af bl.a. borgmester Winni Grosbøll, Karen Skou fra Realdania, Jørn Christoffersen fra Lokale og Anlægsfonden samt Peter Hjort Hansen, der er formand for Hasle Turist og Erhvervsforening. Når snoren er klippet vil der være stafetsvømning, musik på ”Det Flyvende Tæppe” med den lokale gruppe Hat Affair og en let forplejning på sejlklubbens terrasse.

Læs mere om projektet