Aabenraa Psykiatrisk Hospital vinder international arkitekturpris

Aabenraa Psykiatrisk Hospitals innovative design understøtter behandlingen og er medvirkende til positive resultater i Region Syddanmark. Arkitekturen er netop blevet tildelt en Design & Health International Academy Award i kategorien ’Mental Health Project’ ved prisoverrækkelsen i Wien d. 15 juli 2017.

Exterior - Adam Mørk

Fysiske rammer kan have en afgørende betydning for psykiatriske patienter. Aabenraa Psykiatrisk Hospital har en åben, fragmenteret form og store glaspartier, der lader dagslys, naturen og de omkringliggende omgivelser være en central del af bygningen. Visionen har været at skabe et psykiatrisk hospital, hvor naturen udenfor, dagslyset, bygningens brede gange og varierende rumforløb spiller en væsentlig rolle i patienternes behandling.

White arkitekter, der har været totalrådgivere på opgaven, har i samarbejde med DEVE arkitekter ApS, ARKPLAN, Wessberg A/S og Ingeniørgruppen Varde skabt et psykiatrisk hospital, der fremmer og stimulerer behandlingen. Den transparente og åbne bygning skaber et trygt og sikkert miljø for personale og patienter, der kan færdes frit. I stedet for at lukke sig om sig selv åbner bygningen op mod omverdenen, hvilket giver patienterne mulighed for gradvist at interagere med verdenen udenfor.

De fysiske rammer er medvirkende til positive resultater i Aabenraa, hvor man netop har fejret 250 dage uden bæltefiksering på et af sengeafsnittene.

Aabenraa Psykiatrisk Hospital er tidligere blevet tildelt Arkitekturprisen 2016 af Aabenraa Kommune og har været indstillet til en international pris på MIPIM-messen i Cannes i kategorien Best Healthcare Development. Projektet har desuden opnået ’honorable mention’ ved European Healthcare Design Awards 2016.

Kontorchef i København, Mette Boye, og Paula Block Philipsen fra Whites kontor i Malmø modtog den fornemme pris i Wien lørdag d. 15. juli 2017.

Wien - prisoverrækkelse psd